til forsiden
GROB · Nørrebrogade 37 · 2200 Kbh. N  · BILLETTEN 70 20 20 96 · www.grob.dk
HEIDI 3.-24. maj 2014

En rejse til helvede med simon spies

Den kulørte, sande fortælling om Heidi, der som 15-årig blev piccoline hos rejsekongen Simon Spies. Han trækker hurtigt den unge smukke pige ind i en berusende verden af rigdom, sex- og stoforgier. Her er hendes billet til et fantastisk eventyr.

I to år lever hun som morgenbolledame hos en af dansk erhvervslivs mest excentriske personer. Da hun afviser hans frieri, smider han hende på porten. Hun tager vanerne med sig og ender i misbrug og gadeprostitution.

Heidi er kendt i 80’ernes mediebillede, fordi hun sammen med sin lille datter dør af AIDS - kun 24 år gammel. Ferieeventyret med Spies bliver hendes rejse til helvede.

Heidis lillesøster Anika er med på scenen.

GÆSTESPIL af CoreAct
På Scenen: Sara Hjort Ditlevsen Benjamin Boe Rasmussen, Anika K. Barkan, Helene Kvint

Tidligere forestillinger
WARSZAWA 8. marts - 12. april 2014

En eksistentiel tidsrøver

Vi er på det eksklusive Hotel Bristol i Warszawas gamle bydel. De to venner Johannes og David venter på Rune, som er forsinket med et fly fra Kairo.
David er lige blevet gift og Johannes har hurtigt måttet stable en polterabend på benene – og hvad er mere oplagt end at tage tilbage til den by, som drengene besøgte på en interrailtur efter 9. klasse?
Turen bliver dog lettere forstyrret af en mærkelig film, som bliver optaget uden for hotellet. Hvad laver filmens cokeafhængige stjerne Mark pludselig på David og Johannes´ værelse? Og Louise Madsen, som Johannes kyssede med i 1.G? Hvad laver hun nu her? Hvorfor findes værelse 513 ikke? Hvad er det med Chopins Nocturner? Hvor bliver Rune af? Og hvorfor var det egentligt, at David så pludseligt ville giftes?
WARSZAWA er en eksistentiel tidsrøver om venskab, nostalgi, om livets uforudsigelighed og om hvad vi egentlig stiller op, hvis timing virkelig er everything?

WARSZAWA er 2. del af projektet DET 6. KONTINENT - en ydre og indre jordomrejse om dansk identitet i globaliseringens tidsalder. Over 3 sæsoner opfører GROB 6 nyskrevne og tematisk forbundne forestillinger.

Dele af forestillingen vil foregå på engelsk.

På scenen: Jens Frederik Sætter-Lassen, Cyron Melville, Mia Lerdam og Malte Joe Frid-Nielsen

AFDELINGEN FOR MINDRE PLANTER 6.-21. februar 2014

En humoristisk og underfundig forestilling af Reumertvinder Hans Rønne

Vi er på Lunds planteskole. I afdelingen for mindre planter hersker en tilstand af travlhed og rutine. Her sætter Lis og Dorthe stiklinger i potte. De siger ikke alverden, men lader bevægelserne og stilheden tale.

Gartneribranchen er i krise, og Lund må tage konsekvensen. Afdelingen skal beskæres med 50%. 

Afdelingen for mindre planter er en humoristisk og underfundig forestilling, om de mure vi bygger omkring os, om angsten for forandringer og om de nedgroede vaner, der nødvendigvis må luges ud i, før noget nyt kan spire frem.

GÆSTESPIL af >>TEATRET<<

På Scenen: Henrik Prip, Stine Schröder Jensen, Marie Mondrup
 

DEADLINE 7.-22. januar 2014

En livlig forestilling om at dø

Døden er et tabu. En deadline vi ikke rigtig kender, men det eneste, vi alle har til fælles.
Mormoren siger farvel hver gang de ses for en sikkerheds skyld. Drengen ringer til 1-1-2. Moren tager afsked med det dødfødte barn. Den afkræftede syge længes efter fred. Flystyrtet. Branden. Hestehullet. Den unge fyr kører for stærkt og smadrer ind i et vejskilt. Uden sele på. Pigen spørger far om slangerne på mor og piller ved hendes tissepose. Knogler splintres, blodet forsvinder. Det eneste den unge fyr tænker på er jordbær. Kirkesangerens stemme står klart i et kor af mumlende afmagt. Pigen tænker, mor ser glad ud.

DEADLINE er et nærstudie i at dø, og hvordan det er at stå ved siden af og se på.

Gæstespil af Teatret St.tv.

Aldersgruppe: Fra 14 år og op

På Scenen: Christian Hetland, Betina Grove Ankerdal, Marianne Søndergaard Madsen

KÆRLIGHEDEN OVERVINDER ALT! 28. november - 10. december 2013

Kærligheden er blød og varm og dejlig og hård og vanvittig og frem for alt livsnødvendig

Teater O og Kamilla Wargo Brekling stiller i denne humoristiske forestilling skarpt på kærligheden. To mænd kaster sig med nysgerrighed og undren ud i at finde ud af, hvad kærligheden egentligt er for noget. Hvordan opstår den? Hvornår ved man, at den er der? Hvor sidder den – og hvorfor kan den pludselig forsvinde? Kan man i det hele taget selv styre noget som helst, når det kommer til kærlighed – og er det egentlig i orden at elske sin kat højere end sin søster?

KÆRLIGHEDEN OVERVINDER ALT! er en gribende og humoristisk forestilling for alle unge og voksne, der giver sig i lag med kærligheden.

Aldersgruppe: Fra 13 år og op

På scenen: Lars Dammark & Anders Valentinus Dam

Gæstespil af Teater O.
 

MADE IN INDIA 14.-24. november 2013

Notes from a babyfarm

I Vesten drømmer ufrivilligt barnløse par om at blive forældre til deres eget biologiske barn. I Indien tilbyder fattige kvinder deres livmoder som rugerede for parrenes befrugtede æg. Det er efterspørgsel og udbud. Det er det frie globale marked.

Kommercielt rugemoderskab er en eksplosivt voksende industri i Indien. Her kan fattige kvinder tjene op til fem årslønninger på ni måneder. De kan opnå et bedre liv, uafhængighed og uddannelse til deres børn. Og vestlige par kan få indfriet drømme om forældreskab. En win-win situation? Global kapitalisme? Udnyttelse af verdens fattige kvinder?

Doku-forestillingen MADE IN INDIA inviterer publikum med på en fascinerende rejse til Dr. Patels babyfarm i den lille indiske by Anand.

MADE IN INDIA er en co-produktion imellem Global Stories (DK) Riksteatern (SE) og Odense Teater (DK)

På Scenen: Amrita Pande og Nanna Bøttcher. Gæstespil af GLOBAL STORIES

DOX:CLUB PÅ GROB 7.-17. november 2013

Film, koncerter, foredrag og fester...

Vi skifter teater ud med den skinbarlige, filmiske virkelighed, når CPH:DOX omdanner GROB til festivalens egen DOX:CLUB – og byder på 10 dage med filmvisninger, director’s talks, koncerter, late night arrangementer og skæve events.

I november 2013 lægger GROB igen hus til festivalens centrum DOX:CLUB, som med base på Nørrebro vil være hjertet for begivenhederne.

Film skal ses i teatret!

Fra oktober måned kan hele programmet ses på grob.dk

HOTEL NELSON 7. september - 12. oktober 2013

En bittersød komedie om livets skrøbelighed og glæden ved bananyoughurt

En større dansk avis har udbudt et rejsearrangement til Sydafrika. På Hotel Nelson står værten Samuel klar til at tilfredsstille rejseselskabets deltagere på enhver tænkelig måde.

Men med et selskab bestående af en evolutionsbiolog med et helt bogstaveligt lig i lasten, en journalist med mental desorientering, en kvindelig sex-turist i sit livs efterår, et ægteskab i opløsning og en 12-årig dreng med frelserkompleks - så har Samuel muligvis sagt ja til mere, end han evner…

HOTEL NELSON er en bittersød komedie om menneskehedens oprindelse, om livets skrøbelighed, om glæden ved bananyoghurt og en sort mands første møde med Steffen Brandt.

HOTEL NELSON er 1. del af projektet DET 6. KONTINENT. Læs mere på www.grob.dk

På scenen: Helle Dolleris, Henrik Prip, Kirsten Peuliche, Ole Boisen m.fl.

Der vil være scener, som foregår på engelsk.